Gamle lagner med huller i og sokker uden makkere skal sorteres som tekstilaffald. Men det skal de bukser, du er vokset ud af, eller den skjorte, du ikke længere vil gå med, men som er i god stand, ikke.
Nogle smider desværre genbrugsegnet tøj ud som tekstilaffald, fordi de tror, det bliver genbrugt. Det gør det ikke. Tekstilaffaldet bliver i stedet sendt til genanvendelse, hvor fibrene udvindes og tøjet bliver ødelagt i processen.
Sådan gør du det rigtigt
Hvis tøjet stadig kan bruges - altså ikke er gået i stykker, og snildt kan bæres af en anden - så skal det afleveres til genbrug. Det kan fx være i:
- De frivillige organisationers containere til genbrugstøj, som står på vores genbrugsstationer eller rundt omkring i byerne.
- Lokale genbrugsbutikker.
Kun tekstiler, der er ødelagte eller hullede skal afleveres som tekstilaffald. Her bliver materialet sorteret og sendt til genanvendelse, hvor fibrene udvindes og bruges i nye produkter - og tøjet bliver ødelagt i processen.
Vær også opmærksom på fejlsorteringer
Vi oplever desværre, at der af og til havner andre ting i tekstilaffaldet, som ikke hører til dér:
- Udtjente dyner, puder og tøjdyr skal sorteres som rest efter sortering på genbrugsstationen.
- Rullemadrasser, topmadrasser og gulvtæpper skal sorteres som polstrede møbler på genbrugsstationen.
- Slidte sko, tasker og bælter kan enten sorteres som restaffald derhjemme, eller som rest efter sortering på genbrugsstationen. Er de derimod i god stand, kan de afleveres i containerne til genbrugstøj på genbrugsstationen.
- Udtjente gummistøvler og regntøj skal sorteres som blød deponi på genbrugsstationen.
Disse materialer kan nemlig ikke genanvendes, og skal derfor håndteres på anden vis.
Husk desuden, at:
- Dit tekstilaffald skal afleveres i klare og lukkede poser - husk at presse luften ud af posen, før du lukker den.
- Tekstilaffaldet ikke må være vådt eller fugtigt.
- Genbrug betyder, at tøjet bliver brugt igen, som det er - fx, når du afleverer det til en genbrugsbutik eller giver det videre til andre.
- Genanvendelse betyder, at tøjet bliver ødelagt, og fibrene bruges i nye produkter - fx som klude, fyld i møbler eller som isolering.
Aflevér derfor brugbart tøj til genbrug - og ødelagt tøj til tekstilaffald.