×
Store mængder tekstilaffald bliver afleveret hos et modtageranlæg.

Smid ikke brugbart tøj ud - giv det videre til genbrug

Gamle lagner med huller i og sokker uden makkere skal sorteres som tekstilaffald. Men det skal de bukser, du er vokset ud af, eller den skjorte, du ikke længere vil gå med, men som er i god stand, ikke.

Nogle smider desværre genbrugsegnet tøj ud som tekstilaffald, fordi de tror, det bliver genbrugt. Det gør det ikke. Tekstilaffaldet bliver i stedet sendt til genanvendelse, hvor fibrene udvindes og tøjet bliver ødelagt i processen.

Sådan gør du det rigtigt

Hvis tøjet stadig kan bruges - altså ikke er gået i stykker, og snildt kan bæres af en anden - så skal det afleveres til genbrug. Det kan fx være i:

  • De frivillige organisationers containere til genbrugstøj, som står på vores genbrugsstationer eller rundt omkring i byerne.
  • Lokale genbrugsbutikker.

Kun tekstiler, der er ødelagte eller hullede skal afleveres som tekstilaffald. Her bliver materialet sorteret og sendt til genanvendelse, hvor fibrene udvindes og bruges i nye produkter - og tøjet bliver ødelagt i processen.

Vær også opmærksom på fejlsorteringer

Vi oplever desværre, at der af og til havner andre ting i tekstilaffaldet, som ikke hører til dér:

  • Udtjente dyner, puder og tøjdyr skal sorteres som rest efter sortering på genbrugsstationen.
  • Rullemadrasser, topmadrasser og gulvtæpper skal sorteres som polstrede møbler på genbrugsstationen.
  • Slidte sko, tasker og bælter kan enten sorteres som restaffald derhjemme, eller som rest efter sortering på genbrugsstationen. Er de derimod i god stand, kan de afleveres i containerne til genbrugstøj på genbrugsstationen.
  • Udtjente gummistøvler og regntøj skal sorteres som blød deponi på genbrugsstationen.

Disse materialer kan nemlig ikke genanvendes, og skal derfor håndteres på anden vis.

Husk desuden, at:

  • Dit tekstilaffald skal afleveres i klare og lukkede poser - husk at presse luften ud af posen, før du lukker den.
  • Tekstilaffaldet ikke må være vådt eller fugtigt.
Genbrug vs. genanvendelse - hvad er forskellen?
  • Genbrug betyder, at tøjet bliver brugt igen, som det er - fx, når du afleverer det til en genbrugsbutik eller giver det videre til andre.
  • Genanvendelse betyder, at tøjet bliver ødelagt, og fibrene bruges i nye produkter - fx som klude, fyld i møbler eller som isolering.

Aflevér derfor brugbart tøj til genbrug - og ødelagt tøj til tekstilaffald.