Baggrund
I 2020 afgjorde Landsskatteretten, at kommuner ikke må opkræve moms på dagrenovation, da det strider mod EU's regler. Som følge af denne afgørelse udsendte Skattestyrelsen den 3. november 2023 et styresignal om moms på dagrenovation. Her præciseres det, at kommuner ikke må opkræve moms for renovationsydelser til private grundejere og grundejerforeninger. Du kan læse styresignalet her.
Den nye praksis gælder fra det tidspunkt, hvor kommunerne næste gang har mulighed for at ændre gebyrer i overensstemmelse med reglerne. For Reno Djurs betød det, at gebyrerne for 2024 forblev uændrede, da de allerede var fastsat og godkendt af Reno Djurs' ejerkommuner, inden styresignalet blev offentliggjort. Gebyrerne for 2025 er derimod tilpasset den nye praksis.
Hvad betyder det?
Praksisændringen betyder ikke, at Reno Djurs kan fjerne moms helt fra renovationsgebyret. Ifølge Skattestyrelsen skal der stadig betales moms af de tjenester, som Reno Djurs køber fra underleverandører i forbindelse med renovationsydelser til private borgere og grundejerforeninger. Disse momsudgifter indgår derfor fortsat i renovationsgebyrerne.
Da Reno Djurs i høj grad benytter underleverandører, påvirker ændringen kun renovationsgebyret en smule. Momsbesparelsen for et gennemsnitligt gebyr i 2025 er ca. 100 kr.
Gebyret for 2025 er reguleret tilsvarende, så husholdninger i helårshuse og sommerhuse betaler samme beløb som i 2024.
Kort sagt: Gebyrerne for 2025 er uændrede i forhold til 2024 og inkluderer stadig moms på de tjenester, som Reno Djurs har købt fra underleverandører
Tidligere opkrævet moms
Som konsekvens af Skattestyrelsens styresignal har Reno Djurs i maj 2024 anmodet Skattestyrelsen om at få genvurderet den moms, som er indbetalt siden 2012. Hvis Reno Djurs får penge tilbage, vil beløbet blive brugt til at reducere fremtidige renovationsgebyrer. Vi venter i øjeblikket på svar fra Skattestyrelsen.