Du er her

Udbud og kontraktstyring

Har du en uddannelsesbaggrund som ingeniør, cand. merc. eller lignende?
Er du struktureret, skarp i analysen og dygtig til formidling i tale og på skrift?
Vil du være med til at udvikle og optimere affaldssystemerne på Djursland?

Så er du måske vores nye kollega i et dygtigt team i en spændende virksomhed og branche i rivende udvikling.

Vi har sammen med vores to interessentkommuner udarbejdet en ny affaldsplan, der sætter rammerne for de kommende år, hvor affaldssystemerne skal udvikles og omlægges med stort fokus på miljø, kvalitet og økonomi. Herunder skal der indføres en ny renovationsordning i henhold til ny national lovgivning.

Det har vi brug for dig til at hjælpe os med.

Opgaver
Dine opgaver vil spænde bredt i vores team og vil bl.a. omfatte:

  • Analyser af og optimering af indsamlingsordninger samt behandling af affald
  • Planlægning og udarbejdelse af beslutningsgrundlag
  • Udbud af forskellige ydelser knyttet til indsamling og behandling af affald
  • Kontraktstyring og dialog med samarbejdspartnere.


Kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at beslutninger kan træffes på et grundlag af fakta og belysning af konsekvenser for både miljø, kvalitet og økonomi. Du skal derfor kunne gennemføre helhedsanalyser og formidle resultaterne i tydelig og overskuelig form, der kan danne grundlag for beslutninger om f.eks. nye løsninger. Du er hjemme-vant i at benytte IT-redskaber som f.eks. databaser, Excel, Word til opgaveløsningen.

Udbud og kontraktstyring er en central del af opgaverne. Du behøver ikke på forhånd at være ekspert i reglerne om offentlige udbud, men du skal have interesse i og forudsætningerne for at lære at udarbejde udbudsmaterialer og gennemføre udbudsprocesser.

Du vil få mange berøringsflader med interne og eksterne samarbejdspartnere. Det er derfor vigtigt, at du er udadvendt og i stand til at samarbejde og kommunikere klart i skrift og tale på alle niveauer. Du kan arbejde selvstændigt og ansvarsbevidst og også indgå i et team, hvor vi hjælper hinanden på kryds og tværs.

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være ingeniør, cand. merc., cand. scient. eller lignende. Du behøver ikke at have erfaring fra affaldsområdet. Det vigtigste er, at du er fagligt dygtig, skarp og entusiastisk.

Du skal have almindeligt kørekort og bil.

Vi tilbyder
Udover et meningsfuldt job med stort ansvar og gode kolleger, tilbyder vi ordnede forhold med en arbejdstid på 37 timer pr. uge med flekstid. Ansættelse sker på overenskomstvilkår og med løn efter kvalifikationer. Arbejdsstedet er på vores hovedkontor, Nymandsvej 11, 8444 Balle.

Ansøgning og tiltrædelse
Lyder det som noget for dig? Så vil vi meget gerne have din ansøgning senest mandag den 19. oktober kl. 12.00.

Send ansøgningen på mail til: planlaegger@renodjurs.dk

Tiltrædelse snarest muligt efter nærmere aftale.

Yderligere oplysninger om stillingen fås hos miljøchef Hardy Mikkelsen på 87 59 77 77.


Reno Djurs I/S er et affaldsselskab, som ejes af Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Reno Djurs står for affaldsordninger for private husstande, sommerhuse og virksomheder på Djursland. I den forbindelse henter vi affald hos 38.700 husstande og 15.300 sommerhuse samt driver 9 genbrugsstationer på Djursland og Anholt med en halv million besøg hvert år. Vi er ambitiøse og er certificeret på miljø, arbejdsmiljø og kvalitet. Se mere om Reno Djurs på www.renodjurs.dk

Stillingsopslag